Pressemeddelelse: Stærkt herresenior trænerteam klar til sæsonen 25/26

Kerteminde HK har fornøjelsen af at præsentere herreseniorernes trænerteam for den kommende sæson. Holdet består af tre dedikerede trænere, der tilsammen udgør en stærk enhed med fokus på både udvikling og sammenhold. To velkendte ansigter, Rasmus Bøye og Kasper Måge, fortsætter som trænere for førsteholdet, mens vi med stor glæde byder velkommen til Andreas "And" Andersen som ny andetholdstræner.


Rasmus Bøye ser frem til endnu en sæson med fokus på både seriøsitet og det sociale samvær:
"At vi fortsat har et træningsmiljø, hvor seriøsitet og hygge går hånd i hånd. Det skal fortsat tilgodeses, at familiefaren kan komme, når der er ro på derhjemme, og gerne vil have en øl eller to efter træning. Samtidig skal den unge spiller også føle, at man kan udvikle sig, og at der bliver gået til den hver gang. Det er nogle værdier, der kan være svære at få til at gå hånd i hånd i en trup med 35 mand, men jeg synes, det er det, vi har været ekstraordinært gode til. Oprykningsspillet til 2. division to år i træk vidner om det, samtidig med vi efter hver eneste træning sidder og hygger os en time eller to.”

Om det nye samarbejde i trænerteamet siger Rasmus:
"Jeg tror, det bliver nemt at få indlemmet Andreas i trænerteamet. Han har et godt håndboldhoved og nogle ideer, som kommer til at udvikle vores 2. hold. Samtidig har han nogle menneskelige egenskaber, hvor det sociale og seriøsiteten går hånd i hånd – nogle ting, der passer til de profiler, vi gerne vil have omkring holdene. Jeg ser meget frem til samarbejdet og er sikker på, at vi med Andreas ombord kan løfte herre senior yderligere.”


Kasper Måge ser store perspektiver for førsteholdet trods en udfordrende start:
"Vores opstart var hårdt ramt af skader, og det gjorde, at vi ikke var, hvor vi gerne ville være til sæsonstart. Men med et par tilføjelser til truppen og tilbagevendende spillere fra småskader, har træningerne fra midt november og frem set rigtig godt ud. Vi har en stærkere trup, end vi nogensinde har haft. Vi skal arbejde benhårdt de næste 3-4 måneder i træningslokalet og tage én kamp ad gangen, så kan denne halvsæson blive vores bedste.”

Om at fortsætte i rollen og få en ny kollega siger Kasper:
"Det betyder meget for mig at have spillernes og bestyrelsens opbakning, og det var en nem beslutning at sige ja tak. Rasmus og jeg har et rigtig godt samarbejde, som jeg sætter stor pris på. Jeg er også rigtig glad for, at vi får Andreas med i trænerteamet – det bliver rigtig godt for både Rasmus, mig og ikke mindst spillerne.”


Andreas "And" Andersen glæder sig til at bidrage til herreseniorernes fællesskab og udvikling:
"Jeg blev motiveret af Kerteminde HKs stærke fællesskab, og jeg ser en stor mulighed for at bidrage med mine erfaringer. Derudover glæder jeg mig til et tæt samarbejde med Rasmus og Kasper, der har førsteholdet.”

Om sine planer for andetholdet udtaler han:
"Jeg vil fokusere på at skabe et solidt fundament, hvor spillere på andetholdet føler sig værdsatte. Jeg tror på, at vi med tæt samarbejde og stærkt fællesskab kan skabe gode resultater for hele herreseniortruppen.”


Med dette stærke trænerteam ser vi frem til en spændende sæson med masser af udvikling, sammenhold og gode kampe!
For yderligere information, kontakt Formand Niels Bjerre Lehrmann.

#jegerendelafKH

Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram