Pragtfuld nyhed: Træner forlænger

Vi begynder lige et helt andet sted: Der KAN faktisk være grund til at forlade Kerteminde Håndboldklub, og vi er i KH helt tydelige omkring, at hvis nogen forlader os, så ønsker vi dem al mulig held og lykke, og vi tager hjerteligt imod dem, der vender tilbage til os. Sådan skal det være.

Men: Vi gør nu alligevel alt, hvad vi kan for, at der er de bedst mulige forhold for spillere i Kerteminde Håndboldklub, og det gør vi blandt andet ved at sikre de bedst mulige trænere overhovedet. Og dét kan vi i den grad prale med i dette tilfælde.

Det er nemlig lykkedes os at forlænge aftalen med vores træner for Kerteminde HKs U13-drenge og U15-drenge, Kenneth Østbjerg. Han skal i den kommende sæson koncentrere sig om at være træner for U15-drengene. Kenneth har været træner i GOG i flere år, og han har også været træner på Oure Idrætshøjskole. Han har taget en lang række af trænerkurser, og han har i GOG ført både børne- og ungdomshold frem til både DM-guld og andre imponerende resultater.

Kenneth Østbjerg har også været en ubetinget succes i Kerteminde. Her havde vi nogle rigtig dygtige drenge, og de træner så godt og så målrettet og så seriøst, at Kenneth Østbjerg gerne vil fortsætte sit arbejde med den dejlige flok af drenge, som har leveret imponerende resultater.
I denne sæson ligger vores U13-drenge igen i den bedst mulige række. Før jul endte de på første-/andenpladsen - side om side med GOGs bedste hold - og målet er igen i år at skulle deltage i de danske mesterskaber. Vores U15-drenge er en smal trup, men det er alligevel lykkedes holdet at rykke op i 1. division på Sjælland, hvor vores lokale drenge foreløbig har vundet over en sjællandsk fusionsklub og tabt en ret lige kamp til GOG/Oure.

Og så vender vi tilbage til toppen af artiklen her: Man kan nemlig blive i Kerteminde, hvis man vil have den bedst mulige træner, og man kan blive i Kerteminde, hvis man vil spille på det bedst mulige niveau – med mindst lige så ambitiøse og seriøse og målrettede holdkammerater. Og når det er muligt, så er vi ekstra glade i Kerteminde HK, hvor vi netop gerne vil have, at der skal være plads til både elite og bredden.

Det hører nemlig også med, at Kenneth Østbjerg – i øvrigt sammen med vores ildsjæl Svend Riis Eriksen – også sørger for, at der er rigeligt med sociale arrangementer og stævner (når man kan den slags) og hygge på kryds og tværs, da vi i Kerteminde HK lægger stor vægt på, at håndbold netop både skal være udfordrende, lærerigt - og socialt. Og det vil Kenneth Østbjerg sørge for i den kommende sæson også for U15-drengene. Og det er vi meget glade for.

Vi er altså godt i gang med at lægge skinnerne ud for den kommende sæson, og derfor er vi nu også nået til det tidspunkt, hvor vi gerne vil høre fra dig, hvis du gerne vil bidrage med noget til vores klub i den kommende sæson. Som træner, holdleder, forældrerepræsentant, dommerbordsvagt, kagebager eller noget syttende. Det frivillige fællesskab fungerer, når vi er mange, der bidrager.

Med venlig hilsen
Kerteminde Håndboldklubs bestyrelse
Hold i dag

Følg med

Nyheder - Vis alle

Events - Vis alle

Instagram